Faghistorie - Skorstensfejerlauget
15386
page-template,page-template-full_width,page-template-full_width-php,page,page-id-15386,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-theme-ver-13.4,qode-theme-bridge,wpb-js-composer js-comp-ver-5.4.5,vc_responsive
 

Faghistorie

“Danmarks første skorstensfejer” uddrag af Birgit Hansens bog.

Skorstensfejerfagets historie og traditioner.

Skorstensfejerfagets Historie

Enhver håndværker, som er glad for sit arbejde og stolt af sit fag, vil gerne føle, at han er det foreløbigt sidste led i et interessant historisk forløb. Om skorstensfejerfaget må man Imidlertid starte med at konstatere, at det er et af de fag, som der er mindst historie at fortælle om. Det hænger sammen med den kendsgerning, at faget kun er godt 200 år gammelt i Danmark. De fleste andre håndværksfag er mindst dobbelt så gamle og enkelte meget ældre, for eksempel smede-, bager-, skomager- og skrædderfaget. Skorstensfejerne eksisterede altså slet ikke som fag i håndværkslaugenes storhedstid i 1600- og 1700-årene. Da lauget endelig blev godkendt i 1778, var udviklingen så småt ved at løbe fra hele laugssystemet, og myndighederne var varsomme med at udstede nye laugsartikler. Man havde dog endnu ikke noget alternativ til laugene, så de fik lov at eksistere i endnu 80 år. Der eksisterer heller ikke mange gamle minder og genstande, bøger og papirer, såkaldte arkivalier, om skorstensfejerne, ligesom de ikke synes at optræde i forbindelse med andre begivenheder. Enkelte ydre omstændigheder har dog præget faget.

Skorstene

Den første forudsætning for skorstensfejerfaget er – naturligvis skorstene. Det lyder meget ligetil, men faktisk blev skorstene først almindelige i mange huse i 1700-årene. Inden denne tid havde man haft åbne huller i tagene, såkaldte lyrer, hvor røgen fra de åbne ildsteder blot trak ud. Lyrehuller, som er kendt fra oldtiden, var brugte i mange fattige jyske egne til slutningen af 1800-tallet. De var naturligvis brandfarlige, da tagene var af strå. Men kakkelovne og kaminer var også brandfarlige, specielt fordi aftrækskanalerne var dårligt isolerede og ofte gik tværs gennem trævægge, paneler og andre brandfarlige materialer. Dette forhold var blandt andet skyld i, at Christiansborg slot nedbrændte to gange i løbet af 100 år: d. 26. februar 1794 og d. 3. oktober 1884.

Danmarks første skorstensfejere

De kongelige slotte var de første, der fik fejet skorstene. I 1639 ansatte Christian 4. Gudmand Olsen som skorstensfejer på sine slotte. Efterhånden blev der flere og flere skorstene i købstæderne og især i København, som med sine 60.000 indbyggere omkring år 1700 og over 100.000 indbyggere omkring år 1800 var en fantastisk verdensby i forhold til selv de største provinsbyer. Odense, som langt ind i 1800-tallet var den største by efter København, havde omkring år 1800 kun knap 6.000 indbyggere, og de fleste købstæder havde et gennemsnitligt indbyggertal på under l.500. Det var dog først efter den store brand i København i 1728, hvor 2/5 af byen lå i aske, at man blev klar over, at der måtte gøres noget ved brandsikkerheden. Det var dette hensyn, der i 1731 fik kongen til at indskrive Andreas Nieschke fra Schlesien som Danmarks første professionelt uddannede skorstensfejer. Der er ikke noget påfaldende ved, at man måtte indforskrive tysk arbejdskraft; det måtte man også i andre fag. Dansk håndværk har altid været meget afhængig af udenlandsk især tysk håndværks traditioner og faglige standard. Kort efter Andreas Nieschke kom også hans svoger og flere skorstensfejersvende til hovedstaden, og i 1748 deltes København i tre distrikter efter den første rigtige skorstensfejerordning. Først i 1800-tallet udvidedes distrikternes antal til fem, og i tiden efter voldenes fald i 1852 øgedes antallet yderligere til over det dobbelte.

Skorstensfejerlauget af 11. februar 1778

Da faget officielt oprettedes, det vil sige fik kongeligt konfirmerede artikler, blev de daværende tre embeder besat med Gottfried Gliese, Gottfried Pfeiffer og Samuel Starinsky, den sidste valgtes til oldermand. Det var som bekendt d. l l. februar 1778.
Artiklerne er givet skorstensfejerne af kongen som et privilegie eller en velgerning, hvilket fremgår af indledningens ordlyd: »Vi Christian den Syvende af Guds Naade, Konge til Danmark og Norge, De Venders og Gothers, Hertug udi Sleswig, Holsten, Stormarn, Dytmarsken og Oldenburg; giøre alle Vitterligt: At eftersom de nu værende 3de Skorsteensfeyer-Mestere……. for Os allerunderdanigst have andraget……… Saa have Vi efter slige Omstændigheder allernaadigst funden for gott, at forunde og meddeele, ligesom Vi nu hermed forunde og meddeele SkorsteensfeyerMestere i bemelte Kiøbenhavn, følgende Amts- og Laugs-Articler.«

Brandsikkerhed

Det var først og fremmest brandsikkerheden, der lå myndighederne på sinde. Artiklernes første paragraf henviser da også til den daværende brandordning »De nu værende og efterkommende SkorsteensfeyerMestere her udi Staden, skal nøye holde dem efterrettlig Brand-Ordningen af 9de May-1749, i sær dens 9de og 10de Articler. …« Til langt ind i 1900-tallet var det pålagt skorstensfejerne i København at skiftes til at holde brandvagt, hvilket vil sige, at to fejere altid skulle opholde sig på brandstationen for at assistere, hvis skorstensbrande truede med at opstå og udvikle sig. Ved forordning af 26. marts 1800 oprettedes såkaldte branddirektørstillinger under amtmændenes tilsyn, og siden har skorstensfejerne været ansvarlige over for branddirektoraterne og amtsforvaltningen.

Svendene

I indledningen til artiklerne af 1778 nævnes det udtrykkeligt, at den mest påtrængende årsag til, at de tre skorstensfejermestre ville have deres fag officielt anerkendt af kongen og myndighederne, var: »at, siden de icke var forsynede med Laugs-Articler, sattes de ofte i Forlegenhed for at faa de fornødne Svende fra fremmede Steder, saa og for at holde Orden med dem, ey at tale om, at de her udlærte hindres i at reyse og faae Arbeyde på andre Steder; .. «
Betydningen af den citerede passage fra artiklerne kan forklares på følgende måde. Så længe skorstensfejerne ikke var laugsmæssigt organiserede med rigtige artikler, så kunne faget ikke regnes for zünftigt. Og det var efter datidens forhold en meget uheldig ting. En zünftig svend måtte nemlig kun tage arbejde hos en mester af et zünftlgt laug. Omvendt kunne en svend, der ikke var zünftig udlært, ikke få arbejde nogen steder hverken her i landet eller i udlandet. Og dette vil igen sige, at de skorstensfejersvende, der udlærtes i København, ikke kunne få arbejde i udlandet, specielt ikke i hele det tysksprogede Europa, hvor zünften herskede. Udenlandske svende ville selvfølgelig heller ikke arbejde her; gjorde de det alligevel, kunne de aldrig mere regnes for rigtige håndværkssvende og mistede retten til selv at blive mestre. Zünften var altså en alvorlig ting af vidtrækkende betydning, især for skorstensfejerlauget, som helt var domineret af tysk arbejdskraft til midten af 1800-tallet. Herboende skorstensfejere fik dog ret til dansk statsborgerskab allerede l 1780.

Brandsikkerhed

Det var først og fremmest brandsikkerheden, der lå myndighederne på sinde. Artiklernes første paragraf henviser da også til den daværende brandordning »De nu værende og efterkommende SkorsteensfeyerMestere her udi Staden, skal nøye holde dem efterrettlig Brand-Ordningen af 9de May-1749, i sær dens 9de og 10de Articler. …« Til langt ind i 1900-tallet var det pålagt skorstensfejerne i København at skiftes til at holde brandvagt, hvilket vil sige, at to fejere altid skulle opholde sig på brandstationen for at assistere, hvis skorstensbrande truede med at opstå og udvikle sig. Ved forordning af 26. marts 1800 oprettedes såkaldte branddirektørstillinger under amtmændenes tilsyn, og siden har skorstensfejerne været ansvarlige over for branddirektoraterne og amtsforvaltningen.

Zünften

Hvad vil det sige at være zünftig? At være zünftig er ensbetydende med at være medlem af et håndværksmæssigt fællesskab, som overholder visse nøjere beskrevne regler. Det drejer sig ikke så meget om regler for rent faglige forhold, som det drejer sig om regler for opførsel, væremåde, gensidig hjælp, ansættelsesforhold, socialt og selskabeligt samvær. Reglerne var blevet udviklede i Tyskland i middelalderen og var kommet til Danmark i løbet af 1500- og 1600-årene sammen med de utallige tyske håndværkssvende, som vandrede i landet, og hvoraf mange nedsatte sig i Danmark for bestandig.

Laugene

Gilder og broderskaber har siden middelalderen spillet en meget stor rolle i Danmark og mange andre europæiske lande. De edssvorne brødre i de middelalderlige gilder og sammenslutninger havde deres mere eller mindre hemmelige indvielsesritualer, der skulle tjene til at sikre, at de gensidige forpligtelser, hvorpå selskabet hvilede, ikke blev svigtede. Gildernes sociale funktioner blev tillige med arbejdsmæssigt fællesskab videreført i de sammenslutninger af håndværkere, der kaldtes laug, og som siden 1400-tallet vandt stor udbredelse i danske købstæder. Man har dog oplysninger om laugslignende fællesskaber så tidligt som i 1200-årene, for eksempel i Slesvigs byret. Da laug på mange måder udgjorde selvstændige enheder i samfundet, blev optagelsen i dem nøje kontrolleret af laugsstyrelsen, det vil sige oldermand og bisiddere, og overvåget af myndighederne. For at blive optaget i et laug krævedes foruden borgerbrev og ægtefødselsbrev, det vil sige bevis på, at man ikke var født uden for ægteskab, aflæggelse af svendeprøve eller mesterstykke og afholdelse af en fest, kaldet igangskost, til laugets medlemmer med familie efter visse forskrifter.

Optagelsesskikke

Zünftens regler kommer til udtryk i ganske særlig grad i forbindelse med optagelse i det laugsmæssige fællesskab. Dette skete samtidig med aflæggelse af svendeprøve. I forbindelse med svendeindvielser var der derfor en mængde ritualer og ceremonier, som de færdiguddannede svende måtte igennem. De skulle vise sig værdige til optagelse i lauget og bevise, at de var klar over de regler, som de fra nu af havde at rette sig efter. Da læsefærdigheden blandt håndværkere før i tiden var meget ringe, måske lig nul, måtte de ofte lære sig lange belærende remser udenad.
Det karakteristiske ved optagelsesskikke, også svendeindvielser, kan skitseres således: 1) Løsgivelse fra den tidligere status, lærlingens, 2) den officielle ceremoni og belæringen og 3) optagelsen og velkomsten i den nye stand, der tillige er et nyt livsafsnit. Så længe personen ikke var optaget som svend i lauget, var han dyrisk og rå, han var ubehøvlet, upoleret og udannet. For at aflægge tidligere uvaner måtte han underkastes en speciel behandling. Mest kendt er nok snedkersvendenes behøvling, da dette fag var det mest zünftlge af alle. De høvl, som snedkersvenden fik ved denne lejlighed, skulle gøre ham til et dannet menneske og en zünftig gesell, men også smedenes sømbid eller nøglebid tjener dette formål. Hvert fag har haft sine traditioner svarende til deres egenart og lokale skikke. Undertiden er der blevet udviklet genstande, som kun bruges ved denne lejlighed, og som ellers opbevares af lauget som klenodier. Samtlige optagelsesskikke er en slags renselsesprocesser, hvor den nytilkomne renses for sin tidligere tilstand for ren og fejlfri at kunne optages i et nyt fællesskab og livsafsnit. Hermed får disse optagelsesskikke karakter af overgangsritual og manddomsindvielse, som kendes fra alle primitive kulturer. Der er altså i håndværkernes svendeindvielser stadig gemt træk, som stammer fra en førkristen tidsalder, selv om andre træk stammer fra middelalderlige ridderceremonier.

Skorstensfejerne bevarer skikkene

Behøvling, sømbid og lignende skikke var en temmelig barsk affære, nærmest en art tortur, men en vigtig del af den officielle ceremoni i laugets hus. Det var i virkeligheden disse optagelsesskikke, der gjorde lærlingen til svend og zünftig gesell og ikke svendebrevet. En ubehøvlet svend eller en, der ikke havde gennemgået sit laugs optagelsesskikke, kunne ikke få arbejde hos nogen mester hverken i ind- eller udland. Og det var som allerede omtalt netop det, der var problemet for skorstensfejerne, og det der var årsag til, at de kæmpede så hårdt for at blive et rigtigt laug med zünftige optagelsesskikke.
Skorstensfejerfaget har som det eneste fag i Danmark bevaret de zünftige svendeindvielser, idet de dog er forenklede en smule, og man er gået bort fra fysisk overlast. Skorstensfejernes oldermand holder stadig tale for åben laugslade, og han belærer og formaner svendene. Endelig udleveres svendebrevet både på dansk og tysk, skorstensfejernes gamle modersmål, og svendene drikkes ind i lauget, selv om det ikke længere sker i den fælles velkomstpokal.

Garanti for hjælp

Zünften var også en garanti for hjælp på vandringer. Man meldte sig hos oldgesellen, det vil sige den ældste svend, i den nye by, og han forvissede sig da om, at den pågældende var zünftig ved at prøve, om han kendte fagets hemmelige koder. Herefter kunne vandregesellen få arbejde, kost og logi med det samme, eller, hvis der ikke var arbejde, fik han en slags understøttelse, så han kunne klare sig videre til næste by. Zünften var international, ihvertfald i hele Norden og de tysksprogede lande.
I det hele taget var understøttelse og hjælp af enhver art en vigtig del af laugets og zünftens opgaver. Det var derfor især svendene, som var zünftige; når man først var blevet mester, havde det knap så stor en betydning. Blandt svendene levede en mængde zünftige traditioner. Efter lærlingetidens trældom fra fem morgen til otte aften seks år i træk var håndværkssvenden en fri mand. Når lærlingen blev svend, fik han en symbolsk ørefigen af sin læremester med ordene: »Det skal du i dag tåle af mig, men siden aldrig mere af nogen.« Han havde nu ret til at føle sig som medlem af en udvalgt klasse og skulle kun stå lauget til regnskab.

Svendelauget

Svendene havde ofte deres egne sammenslutninger, svendelaug. Det skyldes ikke, at der var et modsætningsforhold mellem mestre og svende, som det kendes fra senere tiders arbejdsgiver/arbejdstager forhold, men at svendene havde andre krav til selskabelighed. En mængde sang- og drikketraditioner udviklede sig blandt svendene. Det kom sig af, at svendene i reglen var ugifte, indtil de selv blev mestre. Dette forhold ændrede sig dog en del i løbet af 1800-årene, især inden for de fag, hvor der blev uddannet langt flere svende, end der var embeder til. Den 11. februar 1898 blev Skorstensfejersvendenes Fagforbund dannet, og det videreførte svendelaugets sociale funktioner, men også en del af de gamle traditioner, som alle i faget sætter pris på.

Hovedstaden, provisen og uddannelsen

Indtil slutningen af 1800-tallet var skorstensfejerfaget udelukkende hjemmehørende i København. Men herefter begyndte hovedstaden at eksportere fejere til de større provinsbyer. 1917 tog man skridt til oprettelse af en teoretisk og teknisk uddannelse af skorstensfejerlærlinge på Teknologisk Institut i København. Skorstensfejerskolen flyttede siden til Sønderborg og i 1974 til Tønder.
De større krav til uddannelse hænger sammen med de øgede arbejdsopgaver. Fra 1926, hvor en ny brandpolitilov trådte i kraft, blev det påbudt, at autoriserede skorstensfejere skulle feje i landdistrikterne, men dette var ikke ensbetydende med uddannede fejere; biksere var almindelige til efter sidste verdenskrig. Først efter 1961 med de nye bestemmelser for skorstensfejning og brandsikkerhed kan man konstatere, at hele Danmark bliver fejet af professionelt uddannede skorstensfejere.

Traditioner

Skorstensfejeren er et lykkesymbol. Hvorfor? Der er forskellige andre ting, som også er lykkesymboler, for eksempel firkløvere, hestesko, mariehøns, edderkopper og rød fluesvamp for blot at nævne nogle af de mest kendte. Betydningen af disse ting stammer fra folkeoverleveringen og folketroen og har alle deres oprindelse i førkristen tid. Skønt skorstensfejeren ikke stammer fra tiden før kristendommens indførelse, hvilket i Danmark skete omkring år 1000, så kan det lykkebringende ved ham dateres tilbage til denne periode. Det lykkebringende ved skorstensfejeren er hans fejekost og den sod, der hænger ved ham på hans hud, hår og tøj

Skorstensfejeren som lykkebringer

Hvorfor er skorstensfejerens kost lykkebringende? Den gammeldags kost, først og fremmest håndkosten, var lavet af birkeris eller birkerødder, og birkeris er et ældgammelt hedensk frugtbarhedssymbol. l et landbrugssamfund er alt, hvad der bringer frugtbarhed, også lykkebringende. Birken er blandt de første vækster, som om foråret begynder at blive saftspændt og springe ud; man kan ovenikøbet tage birkegrene ind i varmen og få dem til at springe ud, mens det endnu er vinter. Birken er derfor symbol på forår, frugtbarhed og lykke. Denne symbolske værdi er også tilstede i fastelavnsriset, der bør være lavet af birkeris. Det er derfor også en forårsbebuder og et frugtbarhedssymbol.
Det lykkebringende ved soden skyldes, at sod symboliserer ild og varme. Den sod, som skorstensfejeren får på sig, når han fejer skorstenen, som er aftrækket fra hjemmets arne og husets centrum, må nødvendigvis symbolisere al den livgivende varme og ild, som intet hjem kan være foruden. Og uden skorstensfejerens arbejde vil ilden ikke brænde, som den skal. Det siger derfor sig selv, at et stykke af en sodet birkeriskost er en lykkeamulet uden for al sammenligning.
På grund af disse to ting er skorstensfejeren som sådan en lykkebringende person, især hvis han kommer gående imod én ved et tilfælde. Ifølge folketroen er det, der sker tilfældigt, altid af større betydning, end det man selv har prøvet på at få til at ske. Særligt vigtigt er det at møde en skorstensfejer, hvis man befinder sig i en overgangssituation, det vil sige på et tidspunkt, hvor man står over for at skulle påbegynde noget nyt. Og det gør man jo unægteligt, når man gifter sig. Men også ved nytårstid er skorstensfejeren aktuel. Det var derfor et praktisk og fordelagtigt arrangement, at skorstensfejerne før i tiden altid bragte kunderne årsregnskabet ved nytårstid. Regninger er normalt ikke populære, men i dette tilfælde blev det en anden sag, og fejerne fik ovenikøbet tit ekstra nytårsgaver. Alle disse tradltloner har fulgt skorstensfejerne fra Tyskland og Østrig, men de kendes dog også fra Frankrig, England og det øvrige Norden. Det er iøvrigt karakteristisk, at alle udøvere af fag, som beskæftiger sig med ild på en eller anden måde, for eksempel smede, ifølge overtroen tillægges særlige overnaturlige evner, fordi de kan beherske et naturelement.

Popularitet og arbejdstøj

Når skorstensfejeren er blevet så populær en person l befolkningen, hænger det sammen med flere ting, hvoraf lykkesymbolet kun er en enkelt. Folk kan godt lide personer, som man umiddelbart ved, hvad står for; som bliver en slags faste karakterer i ens bevidsthed, bliver en type eller får et image, som det også kaldes. Dette er skorstensfejerne unægteligt kommet let til, blandt andet fordi deres arbejdsdragt er så særpræget. Den har ikke ændret sig meget siden fagets oprettelse i 1778; kun var stoffet dengang af molskind, der aldeles ikke har noget med skind at gøre, men som er en slags særligt tætvævet bomuldsstof. På alle de udsatte steder måtte dragten derfor forstærkes med hjorteskindslapper, som kaldtes albue- og knæflikker, pukkel- og hlnterfllk for henholdsvis ryg- og bagdelsforstærknlng. Disse betegnelser er tyske, ligesom også jakkens navn, kollert, og den særlige hætte og hårbeskytteren, hvis betegnelser er kappe og kepsel. Det er ikke så mærkeligt, at arbejdsdragtens dele har tyske betegnelser, dels kom fejerne oprindeligt fra tysksprogede områder, dels måtte alle skorstensfejere indtil omkring 1910 selv importere deres arbejdstøj fra Tyskland, da det slet ikke blev fremstillet i Danmark. Herefter begyndte en manufakturhandler på Nørrebro i København som den første at fremstille skorstensfejerdragter.
Høj hat var oprindelig alle farende svendes symbol og tegn på, at man var en fri og uafhængig person. Det er derfor heller ikke tilladt at gå med høj hat, før man er udlært og frigivet fra sin læremester og -svend. Det samme gælder andre værdighedstegn som blanke knapper og gjordlås. l gamle dage skulle lærlingen altid gå seks skridt bag sin læresvend uden hat, med glat bæltespænde og knapper samt barfodet; og så skulle han endda slæbe den store pumpekost.
l modsætning til mange andre håndværkere bærer skorstensfejeren altid sit værktøj på sig, og det kommer da også til at høre med til billedet af ham. Arbejdsjern, opstøder og linekost har i princippet ikke ændret sig i 200 år, blot er materialerne, birkeris, spanskrør og hamp, udskiftede med fjederstål og wire, og skorstensfejeren fremstiller ikke længere selv sit værktøj. Endvidere er enkelte arbejdsbesparende maskiner kommet til, for eksempel en støvsuger.

Opførsel og karakteregenskaber

Det er dog ikke kun den ydre fremtræden, som giver skorstensfejeren hans image. Det er ligeså meget hans opførsel, væremåde og karakteregenskaber. For en fejer er det en ligeså vigtig del af uddannelsen at lære at begå sig over for kunderne som at lære at feje. Andre fag arbejder på værksteder og ser næppe kunderne, men skorstensfejerne kommer hver dag ud i kundernes hjem. Og de skal kunne komme igen – og være velkomne. Det kan man kun være, hvis man forstår at behandle hver kunde individuelt. Det vil igen sige, at man skal vide, hvornår man skal sige De eller du, om det er passende at drikke kaffe eller øl, og hvornår det er mest belejligt at se ligeud, lade som ingenting og skynde sig videre. Man skal være lidt af en psykolog, som skorstensfejerne selv plejer at sige det. Men altid skal man være høflig og renlig, så kunderne aldrig føler, at skorstensfejeren kommer til ulejlighed. Ærlig skal han også være, da han får udleveret nøgler til så mange hjem, og denne tillid forpligter. Renlighed, høflighed og ærlighed er da også dyder, som til stadighed indskærpes de nye lærlinge, og som fremhæves ved svendeprøverne.

Stil og levemåde

Skorstensfejerens bestemte stil og levemåde har sammen med hans frie liv og arbejde, behændighed, uafhængighed og fagstolthed bevirket, at han altid er blevet opfattet som en speciel beleven person: altid med et glimt i øjet og en frisk bemærkning til damerne. Dragten er naturligvis funktionel, men strengt taget er en kedeldragt mindst ligeså effektiv. Den sorte skorstensfejerdragt er imidlertid af helt afgørende betydning for folks opfattelse af, hvad en skorstensfejer er, og for fejerens egen opfattelse af sig selv.

Mandssamfund

Hertil kommer, at skorstensfejerne altid har levet i et udpræget mandsmiljø, der bevirker, at bestemte maskuline normer og værdier kommer til at dominere omgangsformerne. Man tilegner sig visse talemåder og vaner på værkstederne og fejere indbyrdes, som virker gruppedannende, men som faktisk også er med til at fastholde det traditionelle billede af skorstensfejeren som den sorte mand med det udadvendte væsen, de hurtige replikker og den særlige måde at føre sig frem på.

Mandssektion

Til fagets historie høre også med, at der er meget få kvinder som har bevæget sig ud i at tage uddannelsen.

Det kan skyldes mange ting. Måske er den romantiske udlægning af H.C Andersen historie, med til, at gøre billedet af en skorstensfejer til en mand.

Men det er ikke svære for en kvinde at udføre jobbet, som for en mand.

Gennem tiden har der været u-uddannede kvindelige fejere, som typisk havde overtaget deres mands erhverv, efter hans død.

Heldigvis er der nu ved at komme lidt mere opmærksomhed fra det kvindelige køn, så i dag er der pt. 7 kvinder ud af ca 750 skorstensfejer i Danmark. Det er en positiv udvikling, som meget gerne måtte forsætte.